Medico Serviceingeniør

Serviceingeniør til dynamisk og selvstændig medico-virksomhed

Vil du arbejde med den nyeste teknologi, blive udviklet til en af Danmarks førende specialister og samtidig gå hjem hver dag med den viden, at dit arbejde spiller en afgørende rolle i at sikre funktionaliteten af medicinsk udstyr, til bekæmpelse af sygdom?

Velkommen til Tromp Medical
Hos Tromp Medical forhandler vi billeddiagnostisk udstyr fra Canon Medical Systems og Hologic til danske hospitaler og privatklinikker. Det er vi utrolig dygtige til, og som en dansk virksomhed med en frisk vækstvind i sejlene søger vi nu dig til at blive vores nye Serviceingeniør.

”Vi er en del af den større internationale koncern Tromp Medical – men til hverdag fungerer vi som vores egen selvstændige virksomhed. Det betyder, at du kan få stor indflydelse på din nye arbejdsplads, samtidig med at vi har en masse ressourcer fra koncernen til at uddanne dig,” siger Bjarne Alhøj, Adm. Direktør.

Udføre serviceopgaver på billeddiagnostisk udstyr
Som en del af Serviceafdelingen, får du 5 erfarne Serviceingeniører, Servicekoordinatoren og Servicechefen som dine nye kolleger. Her skal du udføre forebyggende og fejlrettende service eller installation af billeddiagnostisk udstyr, såsom CT-scannere, Angio udstyr, Mammografi udstyr og DXA scannere.

Du bliver tilknyttet vores Servicekontor i København og vil primært være i kontakt med vores kunder på Sjælland og Fyn. Du begynder ofte dagen hjemmefra, og tager typisk direkte på serviceopgaver. Nogle opgaver er planlagte serviceeftersyn eller installationer, mens andre kan være akutte serviceopgaver. Selvom du løser de fleste opgaver alene, så har du altid dine gode kolleger, din Servicechef og vores internationale helpdesk, du kan søge information hos og sparring igennem.

”Som Serviceingeniør har jeg en stor faglig interesse i at arbejde med den nyeste teknologi – og det gør vi her. Billeddiagnostisk udstyr fra både Canon Medical Systems og Hologic er så banebrydende, at vi jævnligt deltager på kurser i udlandet, for altid at være opdateret på den seneste viden. På den måde sidder jeg aldrig fast i en kedelig rutine – men har en hverdag med masser af nye og spændende udfordringer,” siger din nye kollega, Brian Nielsen, Serviceingeniør, om din kommende hverdag.

Et arbejde, du kan være stolt af
Det er ikke blot din faglige stolthed, som du går hjem med efter du har udført en velafsluttet serviceopgave.

”Mit arbejde har en kæmpe betydning for hospitalerne og klinikkernes evne til at udføre deres arbejde. Når jeg ses med venner og bekendte, kan jeg med stolthed i stemmen fortælle, at mit arbejde er direkte med til at bidrage til kvaliteten
af undersøgelsen og diagnosticeringen af patienter,” fortæller din kommende kollega, Miguel Richard, Serviceingeniør, om sin daglige motivation.

En arbejdsplads, hvor du kan vokse
Udover de spændende opgaver og den personlige stolthed, så er dette også en stilling, som du kan vokse og udvikle dig i.

”Det er en stor prioritet for mig, at du altid føler dig motiveret og fagligt udfordret. Derfor vil jeg løbende spørge ind til, om der er nogle områder, hvor du gerne vil udvikle dig endnu mere. I Tromp Medical har du såvel nationalt som internationalt, på tværs af den overordnede koncern, muligheder for at garantere din personlige udvikling – det kunne fx være i retning mod backoffice support, ”super serviceingeniør” på en specifik modalitet eller noget helt tredje,” siger Bjarne Alhøj, Adm. Direktør.

Kvalitetsorienteret og nysgerrig
”For at blive en succes i denne stilling, har du en stærk og veludviklet sans for kvalitet. Du skal være dygtig til elektronik og teknik. Jeg forventer ikke, du kender til vores billeddiagnostiske udstyr på forhånd, og dit første år vil være fuld af læring. Her er det vigtigt, at du er nysgerrig og ivrig efter at suge viden til dig,” hvilket er Servicechefens forventning til sin drømmekandidat til stillingen.

Derudover forventer vi, at du:
• er uddannet som diplomingeniør inden for sundhedsteknologi, elektro eller IKT eller som elektronikteknolog, elektroniktekniker, elektronikmekaniker gerne med speciale i medico-elektronik
• har erfaring med serviceopgaver, IT-teknologi og netværk – har du erfaring med branchen, er det en fordel, men ikke et krav
• er serviceminded og god til at skabe langvarige relationer med kunderne på hospitaler og klinikker, som du hurtigt kommer på fornavn med
• er velbevandret i dansk og engelsk, både på skrift og i tale.
• er fokuseret på at levere kvalitetsydelser og skabe resultater, dit mål skal være 100% i enhver opgave
• er stolt over de produkter du servicerer og at du arbejder i Tromp Medical

Interesseret?
Har du lyst til at høre endnu flere gode grunde til, at du skal blive vores nye Serviceingeniør – eller har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at ringe til Adm. Direktør Bjarne Alhøj på 4021 3830. Du kan sende din ansøgning og CV til bjarne.alhoej@trompmedical.dk. Vi indkalder løbende til samtaler, så søg stillingen allerede i dag!

Vi glæder os til at møde dig!

We value your privacy

Our website uses different kinds of cookies. Please make your choice below to consent to our usage of cookies described in our Cookies & privacy notice..